23948sdkhjf

Salling indviede ny attraktion: "Vi skal tænke anderledes i detailhandelen"

Der var fint besøg, da Salling Roofgarden blev indviet. Byparken på toppen af stormagasinet skal være med til at sikre kunderne en god oplevelse

Aarhus-dronning Karin Salling sludrer med bykonge og borgmester Jacob Bundsgaard (S), mens champagne bliver delt ud til de fremmødte.

Få begivenheder illustrerer penge og magt som et åbningsarrangement i centrum af landets store byer. Jakkesæt og sommerkjoler pryder toppen af Salling Stormagasin, hvor erhvervsfolk, politikere og byggefolk er samlet for at indvie den nye bypark i Aarhus. Det er en solrig og blå eftermiddag, men deltagernes hår – primært kvindernes – blafrer i omkring 30 meters højde. Det blæser på toppen.

Hendes Majestæt Dronningen fik som den første lov til at overvære Salling Roofgarden, da hun var på weekendbesøg i Aarhus i starten af juni. 

Salling Roofgarden er et grønt åndehul på taget af Salling Stormagasin, som ligger på den travle gågade. Oasen ligger i forlængelse af det velbesøgte Salling Rooftop, hvor koncerter, mad og drikkevarer kan nydes med udsigt over Aarhus.

Hvad indeholder Salling Roofgarden?

  • En plantevæg, der løber hele vejen ned ad Sallings facade mod Strøget
  • Frodig beplantning på taget i form af høje træer, buske og græssorter
  • Gangbroer, der forbinder byparken i højden over beplantningen
  • Glasvægge og glas-gange, der blandt andet giver kig hele vejen gennem og til bunden af stormagasinet
  • Hotspots med forskellige kulturelle tilbud og installationer
  • Himmelgynger, solkroge og opholdsarealer
  • En udkigsplatform – i fire meters højde og i alt 35 meter over Strøget - med panoramaview over hele Aarhusbugten, mod Mols og mod Moesgaard i syd.

Direktør: Man er jo altid spændt

Det åbnede i 2017 og får mere end én million gæster om året.

Salling-direktør Marianne Bedsted håber på, at byparken bliver taget lige så godt imod. Det fortæller hun i et interview med RetailNews.

- Jeg er rigtig glad og tilfreds med, hvordan det er blevet. Inden en åbning er man jo altid spændt på, om det er noget, vores gæster kan lide, og om de vil komme derop. Sådan var det også, da vi åbnede Salling Rooftop for fem år siden, og det var et ret stort sats. Med godt en million gæster om året ramte vi rigtigt, men derfor er det ikke sikkert, vi gør det anden gang, siger Marianne Bedsted og fortæller om formålet med Salling Roofgarden.

- Vi vil gerne have, det bliver et grønt område med tid til eftertanke, samvær og fællesskab. Èt sted, man bare kan være, og nyde byen og udsigten. På den måde adskiller det sig også fra det eksisterende, som er mere egnet til dansk, musik og restaurant. Vi har forsøgt at gøre det i samme stil, men det skal stadig være forskelligt.

Byparken fylder 1400 kvadratmeter på to forskellige niveauer og indtager således den sidste tredjedel af taget.

Det er stadig afspærret. Marianne Bedsted skal først holde tale på førnævnte rooftop, og det samme skal borgmesteren. Naturen er skøn, og corona har fået os til at værdsætte den, lyder nogle af budskaberne. 

Gæsterne skal herefter bevæge sig mod haveindgangen.

Detailhandelen skal tænke anderledes

Champagneglassene bliver efterladt, og adskillige smadrer mod jorden. Det blæser stadig på toppen.

Marianne Bedsted fortæller til RetailNews, at byparken også indfrier et overordnet mål for Salling.

- Vi har en vision om at være et sted, man har lyst til at komme. Ikke kun for at købe varer, men også for at få en god oplevelse. Det er taget til med årene og viser sig, når vi tænder julelys og samtidig inviterer artister, mens vi også har arrangementer på Salling Rooftop. Nu tager vi det et skridt længere, siger Marianne Bedsted.

- Vi har i detailhandelen skullet tænke anderledes, og det skal vi stadig. Og når man er her, skal man også have lyst til at købe nogle ting.

For at komme op på taget skal man også igennem de seks etager, som byder på tøj, skønhedsprodukter og isenkram.

Man træder ind i Salling Roofgarden fra det eksisterende byggeri. Byparken indledes med en gangbro af træ, som svæver sig over den frodige beplantning af træer, buske og græssorter.

Finurlige bænke er det første, man går forbi. De er placeret klatvis i parken og er lavet af kunstner Jeppe Hein.

Længere henne ad gangbroen træder man pludselig ind på en glasgang, der giver kig hele vejen gennem og til bunden af stormagasinet. En mand snor sig langs træbrædderne i kanten.

- Jeg har lidt højdeskræk, lyder det.

I hjørnet længst væk møder gæsterne det mest spektakulære. En udsigtsplatform hæver sig fire meter over den resterende gangbro og 35 meter over strøget og Ferdinand Salling Stræde, som er opkaldt efter grundlæggeren af Salling Stormagasiner og døde i 1953.

Netop ”skyview” er en attraktion, som Marianne Bedsted er særlig glad for.

- Jeg er mere imponeret over den, end jeg havde forestillet mig. Man føler, man går ud over bugten, og man får den vanvittige udsigt over Aarhus Ø. Det giver et sug i maven, og jeg er ret vild med det. Jeg tror, det bliver et fotosted, og at folk vil stå i lang tid for at nyde det. Man får et helt andet syn på byen, end man gør på den anden platform. Det er sjovt, at det kan gøre så en stor forskel med få meters forskel på en tagflade, siger Marianne Bedsted.

Gæsterne netværker på den 35 meter høje udkigsplatform, og den 360 graders panoramaudsigt giver udkig til domkirken, de gule universitetsbygninger og ARoS. Karin Salling er særligt populær at snakke med og har fundet sig til rette på en blå bænk, imens Salling-ansatte deler burgere og senere jordbærtærte ud til de fremmødte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094